Har vi en historie at fortælle?

Det bedste sted at blive visionær på er ud fra Bibelen, Guds suveræne og skabende ord.

Guds ord er inspirerende og vedvarende, det har en drivkraft mod et mål og dermed skaber det både en afslutning og en ny tid.
Vi lever mellem Jesu himmelfart og Jesu genkomst. Menigheden er kaldet til at være medarbejder på kirkens verdens mission i en mellemtid, at forkynde evangeliet til verdens ende – for alle folkeslag. Det er derfor nødvendigt, at hente inspiration fra Guds ord. Evangeliet opvækker mennesker fra egne projekter og begivenheder til at være medarbejder på Guds vision. 

Vi kan ikke selv holde kursen. Vi går gennem dale og mørke tider, hvor alt ser håbløst ud, så vi nemt mister retningen, eller nærmere hukommelsen om, hvad vi er kaldet til.  Når vi til stadig  opmuntres til at være på mission, så følger gerninger ”automatisk” – idet gerninger er et afløb af hovedopgaven. 

I J.L. Myres bog ”The people Who Have No History”, bliver vi mindet om, at millioner af mennesker lever og dør uden at efterlade nogen historie.  Tingene er, som de er, og fremtiden har ikke noget væsentlig andet perspektiv end den almindelige teknologiske udvikling og ellers hvad mennesket altid har beskæftiget sig med, sin egen opretholdelse. Kirken kan let blive som en landsby, en skole, en virksom, en familie, hvor man beskæftiger sig selv, optaget af egne projekter.  Nogle gange så lykkes det for en virksomhed, at få medarbejderne til at arbejde for virksomhedens vision. Nogle gange lykkes det Gud, at inspirere og motivere mennesker til at blive optaget i Guds mission, at arbejde på at sprede evangeliet. Det vil sige, at blive helliget og indviet i Guds plan. Forleden snakkede jeg med en præst, han sagde glædeligt til mig, ”åh, vi har så travlt , vi serverer mad for ca. 100 mennesker om ugen gennem spejderne, gennem Alpha og Beta og for teenagere. Det går rigtig godt.” Imens han fortalte dette var han i færd med at feje fortov uden for kirken, for om en halv time kom der en kiste med en afdød, som skulle begraves. Fejebakken var fyldt med gadens affald af enhver slags fra hunde og mennesker. Så skulle han lige nå hjem og vaskes og klædes om og forberede sig til begravelsen. Jeg spurgte ham, i forbindelse med alle de der blev bespist, ”i må have mange medarbejdere, siden i magter at bespise alle de mennesker. ”Desværre,” sagde han og forsatte, ”det er de samme få, som slider med det.”  Menigheden er på 150 medlemmer. 

Vi må have en historie at fortælle, som er større end vort eget perspektiv, ellers bliver det let til vore egne projekter og koncepter, som til sidst gør os trætte. Koncepter og projekter vi har fået fra andre.

Vi må fortælle en historie som er legitimeret til et andet håb, end det håb eller mangel på samme som verden giver. Et håb om en ny verden. Et håb, der skaber en revolution af forventning.  Det håb, den længsel som venter på Jesu genkomst.

Alt, hvad vi har med at gøre, skal bygge på dette håb og den længsel. Det var dette bord, Jesus havde inviteret de tolv disciple til lige før han steg til himmels. Her blev disciplene legemliggjort i Jesus. 

På pinsedagen blev disciplene iført Helligåndens gerninger – ikke deres egne gerninger, mens Guds gerninger. Ikke et koncept, ikke et program, ikke et projekt, men en handling fra Gud – legemliggjort i disciplene.

Her er det centrale, Gud handlede suverænt, så mennesker spurgte, ”hvad sker der?”  På Samme måde gjorde Jesus det. Derfor kom mennesker i stort antal til Jesus. Jesus var iført Guds kraft. Den går ikke blot at forkynde, forkyndelse hører sammen med Guds undere. Kristus gav disciple autoritet, til at kaste urene ånder ud, til at helbrede enhver slags sygdom. Så kom mennesker til dem, derefter kunne de undervise og fortælle, så var de lydhøre.

Overnaturlige gerninger og forkyndelse hører sammen. Kraftige gerninger uden forkyndelse fører ikke til noget, Forkyndelse uden kraftige gerninger er nyttesløst. Er det ikke det vi ser i Ny Testamente? På Jesu tid ligesom i dag, blev der udført mirakler. Mirakler som ikke kunne tilskrives Guds kraft.  Derfor må forkyndelse høre med til kraftige gerninger.

Kraftige gerninger tiltrækker menneskers opmærksomhed, forkyndelsen kræver en afgørelse, en ny beslutning, en omvendelse og tro. Det vil sige ingen undere, intet at forklare, dermed ingen stillingtagelse.

Den dag Guds gerninger virker kraftfuld i kirken, vil der strømme mennesker til. Så bliver der brug for forkyndere som kan forklare at Guds rige er kommet nær. Så vil spørgsmålet lyde til os ”Hvad skal vi gøre?” Så er det om vi/du har svaret og tid til fællesskab?

Hvis ikke vi har tid til at sidde ved Kristi bord, så er det udelukket, at vi har en historie at fortælle, en vision at udføre. For uden Guds manifestation, er der ingen at være visionære for, for de har ingen spørgsmål at stille, hvis ikke Guds rige er nær i os.